Sådan arbejder vi i vinmarken på Koruplund Vingård
Vinens rejse begynder længe før vi popper flasken og hælder boblerne i glasset. På Koruplund Vingård følger vi vinmarkens rytme gennem hele året. Fra vinterenbeskæring til høsten.
At dyrke druer til mousserende vin kræver tålmodighed, præcision og respekt for naturen. Hver beslutning i vinmarken har betydning for druernes friskhed, balance og kvalitet, og dermed for vinens endelige udtryk.
Her kan du følge vinmarkens årshjul på Koruplund og få et indblik i, hvordan vi arbejder med vinstokkene gennem sæsonerne, og hvordan arbejdet i marken lægger fundamentet for vores Perla Danica®.
Vinter – Fundamentet lægges
Vinteren i vinmarken er den mest stille periode, men også en af de vigtigste. Mens vinstokkene er i dvale, begynder arbejdet med at forme den kommende sæson. Det er her, fundamentet for årets høst bliver lagt.
Det vigtigste arbejde i vintermånederne er vinterbeskæringen. Her fjerner vi størstedelen af sidste års grene og udvælger nøje de få, der skal bære årets druer. Ved at beskære vinstokkene former vi både plantens struktur og dens fremtidige vækst. De udvalgte skud bøjes nænsomt ned og bindes fast til wirerne. Bindningen sikrer, at væksten fordeles jævnt langs rækkerne og giver de kommende skud de bedste betingelser for lys og luft. Samtidig skaber det orden og struktur i vinmarken, som gør det lettere at arbejde videre gennem sæsonen.
På Koruplund beskærer vi efter Guyot-metoden, som giver os god kontrol og mulighed for at prioritere kvalitet frem for kvantitet. Samt at sikre både denne sæsons udbyttet og bæredygtigheden på vinstokken fremover.
Vinterarbejdet handler i høj grad om planlægning. Når vinstokkene står uden blade, er det lettere at se deres styrke, balance og udvikling fra året før. Hver stok bliver set og vurderet individuelt, så vi kan tilpasse beskæringen til den enkle plante.
Selvom vinmarken kan virke tom og kold på denne tid af året, er vinteren afgørende for den kommende sæson. De beslutninger, vi træffer her, har betydning for knopperne, vækst, modning og i sidste ende for druernes kvalitet. Det er et roligt og omhyggeligt arbejde, men et arbejde, der sætter retningen for hele vinmarkens år.
Læse mere om vinterbeskæring og vores arbejde i detaljer: Derfor er vinterbeskæring afgørende for vinens kvalitet.
Forår – vinstokkene vågner
Når foråret melder sin ankomst, begynder vinmarken langsomt at ændre sig. Temperaturen stiger, jorden bliver varmere, og vinstokkene vågner efter vinterens dvale. Det er en periode med både forventning og opmærksomhed.
De første spæde, grønne knopper bryder frem og markerer begyndelsen på årets vækstsæson. Det er et sårbart tidspunkt for vinstokkene, hvor vejret spiller en afgørende rolle. Når knopperne bryder frem, er de nye skud særligt følsomme over for temperaturudsving. En sen forårsfrost kan skade eller ødelægge de spæde skud og dermed reducere årets høst allerede, inden vækstsæsonen for alvor er i gang.
Samtidig har forårets vejr stor betydning for væksttempoet. En jævn overgang fra kølige til mildere temperaturer giver vinstokkene mulighed for at udvikle sig i et roligt og stabilt tempo, mens pludselige varmeperioder kan sætte gang i en hurtig og mere sårbar vækst. Regn, vind og sol spiller hver deres rolle og påvirker både planternes sundhed og den måde, vi planlægger arbejdet i vinmarken på.
Foråret kræver derfor konstant opmærksomhed og tilpasning. Arbejdet i vinmarken følger ikke en fast kalender, men naturens rytme. Det er en tid, hvor erfaring og nærvær er afgørende, og hvor beslutninger ofte træffes fra dag til dag, med respekt for både vinstokkene og vejret.
Foråret er derfor en overgangsperiode fra planlægning til handling. Hvor vinterens arbejde lagde fundamentet, handler foråret om at følge vinstokkenes udvikling tæt, justere undervejs og støtte den nye vækst. Det er her, vinmarken for alvor kommer til live og hvor grundlaget for sommerens arbejde begynder at tage form.
Forsommer –når blomster bliver til druer
I forsommeren træder vinmarken ind i en afgørende fase. Vinstokkene står nu i fuld vækst, og de små blomsterklaser begynder at vise sig. Selvom blomstringen er diskret og let at overse, er det et af årets vigtigste øjeblikke i vinmarken.
Blomstringen markerer overgangen fra vækst til frugt. Hver enkelt blomst rummer nemlig potentialet til at blive en drue. Tørt, lunt og stabilt vejr giver de bedste betingelser, mens regn, kulde eller kraftig vind kan påvirke, hvor jævnt blomsterne udvikler sig.
Efter blomstringen begynder forvandlingen. De små blomster falder af, og i deres sted dannes bittesmå grønne druer, samlet i klaser. Det er her, man for alvor kan få en fornemmelse af den kommende høst. Selvom meget stadig kan ændre sig i løbet af sommeren.
På denne tid handler arbejdet i vinmarken om at følge udviklingen tæt og skabe balance i vinstokken. Tidlige justeringer kan være med til at sikre ensartede klaser og en mere harmonisk modning senere på sæsonen.
Sommer – bladarbejde, lys og luft
Sommeren er en aktiv periode i vinmarken. Vinstokkene vokser hurtigt, og det grønne arbejde fylder en stor del af hverdagen. Her handler det om at skabe balance mellem vækst og frugt og om at give druerne de bedste betingelser for at udvikle sig sundt og jævnt. Det er også grunden til vi ofte gemmer vores sommerferie til andre årstider.
En vigtig del af sommerens arbejde er bladarbejdet. Ved at justere mængden og placeringen af blade omkring klaserne sikrer vi, at druerne får tilstrækkeligt lys og god ventilation. Lys er med til at støtte modningen, mens luft reducerer risikoen for fugt og sygdomme.
Samtidig arbejder vi med at styre skuddenes vækst. Skud, der vokser for kraftigt eller i uønskede retninger, justeres eller fjernes, så vinmarken bevarer sin struktur. Det gør arbejdet lettere og skaber et mere ensartet udseende i rækkerne.
Sommerens arbejde kræver løbende opmærksomhed. Vejret, væksten og druernes udvikling følges tæt, og justeringerne sker i takt med vinmarkens behov. Det er et håndværk, der ikke må skyndes på. Det spiller nemlig en afgørende rolle for druernes sundhed og kvalitet, når høsten nærmer sig.
Sensommer – modning og vurdering
I sensommeren ændrer arbejdet i vinmarken sig. Væksten aftager, og fokus flytter sig fra bladværk og struktur til druernes modning. Det er nu, vinmarken begynder at afsløre, om vores indsats i sæsonens løb vil bære frugt.
Druerne udvikler sig hurtigt i denne periode. Farve, smag og tekstur forandrer sig dag for dag, og balancen mellem syre og sukker justeres gradvist. Fordi vi laver mousserende vin, er det særligt vigtigt at bevare friskhed og syre i druerne. Derfor måler vi druernes modningen ofte og smager løbende på dem i vinmarken.
Sensommeren er også tiden for vurdering. Vi ser på klaserne, vurderer deres sundhed og ensartethed og tager stilling til, hvordan vinmarken skal passes frem mod høsten. Små justeringer kan stadig have stor betydning for det endelige resultat. Der er måske små klaser, som ikke når at modne. De bliver klippet væk, så vinstokkens saft og kraft kan gå til de blivende klaser.
Meget af arbejdet er allerede gjort, men de sidste detaljer i sensommeren er afgørende for høsten. Her handler det om at finde det helt rigtige tidspunkt at tage næste skridt, nemlig høsten.
Efterår – høst
Efteråret markerer kulminationen på vinmarkens år. Det er nu, arbejdet samles i én afgørende begivenhed: høsten. Tidspunktet vælges med stor omhu, da det har afgørende betydning for druernes kvalitet og vinens endelige udtryk.
For os handler høsten ikke om at vente på maksimal modenhed, men om at finde den rette balance. Druerne skal bevare deres friskhed og syre, samtidig med at de har udviklet de ønskede smagsnuancer. Især fordi vi arbejder med mousserende vin, er timingen altafgørende. Vi måler Oeschle tallet på druerne, for at vide hvornår de er klar til høst.
Høsten foregår manuelt, så hver klase kan vurderes og sorteres allerede i vinmarken. Det sikrer, at kun sunde og veludviklede druer ender i pressen. Samtidig giver den manuelle høst os mulighed for at arbejde skånsomt og bevare druernes kvalitet hele vejen fra stok til vineri.
Når de sidste druer er plukket, ændrer vinmarken igen karakter. Rækkerne står tomme, og tempoet falder. Men arbejdet er langt fra slut. Nu begynder næste kapitel, arbejdet i vineriet, hvor druerne langsomt forvandles til Perla Danica®.
Det arbejde kan du læse meget mere om her: Fra drue til dråbe
Vinmarken som helhed
Vinmarken er mere end summen af årets arbejdsopgaver. Den er udgangspunktet for vinens stil, karakter og kvalitet. De valg, vi træffer i marken, fra vinterbeskæring til høst, har direkte indflydelse på druernes kvalitet og på den Perla Danica®, vi får ud af årets høst.
Det hele begynder i vinmarken. Det er her, friskhed, balance og struktur skabes gennem omhyggeligt arbejde og respekt for naturens rytme. Vineriet er stedet, hvor vi forfiner og viderefører det, vinmarken har givet os. Vi ændrer ikke det grundlæggende.
Derfor ser vi vinmark og vineri som to uadskillelige dele af samme proces. Når arbejdet i marken udføres med præcision og omtanke, bliver arbejdet i vineriet mere roligt og forudsigeligt. Det giver os mulighed for at arbejde med minimal indgriben og lade vinens naturlige karakter træde tydeligt frem.
Koruplunds tilgang er enkel: kvalitet frem for kvantitet, ro frem for hastværk og håndværk frem for standardløsninger. Vinmarken lærer os tålmodighed, og tålmodighed gør vinen bedre.

