Ingen vingård uden et vineri
Vi har længe drømt om at bygge vores eget lille vineri, hvor vi kan forarbejde årets høst og skabe den mousserende vin, vi ønsker at tilbyde vores kunder. Vores drøm er at skabe Perla Danica®.
Nu er vi i gang. I februar 2021 faldt Hans over et parti rest-tømmer fra et kæmpe byggeprojekt i udkanten af Aarhus, hvor Aalsrode Tømrerne ved Grenå udførte tømmerarbejdet i forbindelse med restaureringen og genopbygningen af avlsbygningerne på Constantinsborg. Tømmer som i gamle dage. Tømmeret har så fantastiske dimensioner, at det råber på opmærksomhed, og skal være synligt. Så vores oprindelige planer om et delvist nedgravet vineri blev hurtigt skrinlagt, og et nyt design skabt.
En sjov sidebemærkning: I forbindelse med mit “job” som formand for Foreningen Dansk Vin deltog jeg i 2021 i den årlige bedømmelse af vinene til årets vinskue. Bedømmelsen foregår traditionelt på Svenstrup Gods, hvor godsejeren, Grev Christian Wedel Neergaard er vært. I min samtale med ham fald snakken på vores vineri og tømmeret, hvortil han kunne berette, at savværket, som leverede tømmeret til Aalsrode Tømrerne havde købt de enorme mængder og dimensioner fra hans skove på Midtsjælland. Det havde krævet træer på over 35 m højde! Så på finurlig vis er ringen sluttet for tømmeret – fra skov til vineri.
Konceptet er en bygning formet som 1/3 del cirkelring med en facaderadius på 8 m og en højde på ca. 3 m, og en bagvægradius på 15 m og en højde på ca. 6 m. Det betyder, at vi skaber et vineri på ca. 150 m2, som rejser sig op ad vinmarkens skråning. Vægbeklædningen bliver træ og taget belagt med sedum. Og indenfor vil tømmeret stå til skue. Bærende stolper og spær i ca. 30 x 30 cm dimension og tagspærlængden på over 8 m vil være et imponerende syn.
Fra tanke til model
Som led I designprocessen byggede vi først en model af hele bygningen i størrelsesforholdet 1:50. Siden, da vi blev mere konkrete og skulle til at foretage beregninger og slutdesign, byggede vi tre segmenter i størrelsesforholdet 1:10, så vi bedre kunne bedømme vinkler, størrelsesforhold og teste styrken.
Så kom vi i gang
I starten af marts 2021 ankom en kæmpe gravemaskine og en lige så stor dumper til matriklen. Og gravearbejdet gik i gang. Hans havde øvet sine dumper-færdigheder i en grusgrav i nabolaget, så han var maskinfører på dette køretøj, mens Kasper med fornem elegance svingede gravemaskinens kæmpe skovl rundt, som var det en kaffeske i chokolademousse. Ind imellem gravearbejdet kom en mega tip-sætter og læssede kubikmetervis af stabilgrus af. Ikke på byggepladsen, idet kan ikke kunne komme ind. Men på landevejen, hvor Kasper så lige fik en ekstraopgave at skrabe gruset ind på grunden og fordele det. Alt imens Hans fejede og skovlede småsten væk fra kørebanen.
Men da dagen var omme, var pladsen til den kommende bygning gravet ud.
Vores plan ramte virkeligheden uden de store ændringsbehov.
Resultatet: En cirkelformet udgravning med en diameter på 34 m. Her skal vineriet ligge sammen med en cirkulær græsplæne (Ø10 m) i centrum, omkranset af en gang (3 m bred) og et parkeringsareal. Dejligt.
En lille sjov reflektion
Hans havde nok ikke forestillet sig, at nogle af hans første militære kompetencer skulle komme i spil, her 40 år senere. At han skulle støve evnen til at foretage topografisk arbejde af, og igen arbejde med teodolit, målebånd, markeringspæle og nivellering. Men i mangel på hjælp fra kompetente venner, måtte vi selv i gang.
Da fru Helle kom ud og besigtigede resultatet af udgravningen opstod der nemlig en diskussion om, hvorvidt det udgravede var i vatter eller ikke. Hans’s påstand var, at naturligvis havde Kasper – med sin megastore gravemaskine med indbygget GPS – sikret en vandret overflade. At der var tale om synsbedrag.
Så det var lige der, de gamle militære dyder blev fundet frem. Et mantra fra Hans’s tid i Forsvaret er nemlig: Tillid er godt. Kontrol er bedre. Så ind i redskabshuset og frem med den gammel teodolit, som Hans havde købt på en eller anden fjern konkursauktion (“So ein Ding müssen wir auch haben”).
Det var her, Hans’s tid som artilleriofficer og lærer i topografi tilbage i de glade 80’ere igen kom til ære og værdighed. Fru Helle fik en instruktion i brugen af teodolitten, og så gik vi i gang med at checke nivelleringen og efterfølgende afsætte vinklen – 120 grader – mellem gavlene.
Efter udmåling af centrum i udgravningen, og dermed centrum af græsplænen blev teodolitten sat op på bedste artilleri-vis: Libellen spiller, og Fru Helle rettede herefter Hans ind med målebånd, nivelleringsstok og afsætningspæle. Resultat: Udgravningen var vandret +/- 10 cm, hvilket er godkendt. Herefter blev vinklerne mellem gavlene udstukket og markeret med landmålerstokke.
Nu begynder det at ligne det, det er: En byggeplads.
26 og 27 MAR begyndte de første materialer til byggeriet at rulle ind. Først kom rionet og kamstål, og siden flamingoformene til støbning af fundamentet, ligesom ankrene til fastgørelse af de bærende stolper og tagspær blev designet og sat i produktion.
En “Øv-erkendelse”
I Påskeferien kom vores gode nabo René forbi med sin minigravemaskine, fordi han mente, at der var et område med muld, der burde graves væk, inden byggeriet skal i gang. At bygge på et muldlag er uklogt. Så vi gik i gang, og erkendte, at hvad der tilsyneladende var et tyndt lag, viste sig at være noget mere. Det tynde lag gik nemlig ned i en vinkel under sandet, så vi endte med at måtte fjerne ca. 40 m3. Men med fælles hjælp, og Calle-nabos gamle tipvogn gik det fint.
Lidt af en streg i regningen, da det indebærer ekstra arbejde og mere sand.
Ugen efter blev der så leveret ca. 80 m3 sand til “opbankning” af den sandpude, hvorpå fundamentelementerne skal ligge, og soklen siden skal støbes i.
Det er godt, at Hans har et stort netværk at trække på i nødens stund.
Med det nygravede hul næsten fyldt med sand, var det en let opgave for René at trække af i den ene ende af bygningen og fylde på i den anden, så vi endte med en vandret, afrettet sandpude på fra 15 cm – 75 cm tykkelse – ovenpå det naturlige sandlag.
Næste skridt – fundamentet
Midt i april 2021 var sandpuden banket op og Hans gik i gang med at bygge støbeformene til fundamentet. Først 10 elementer til bagvæggen, så 10 elementer til facaden. Sidst kom gavl-elementerne.
Nu begynder man at kunne ane vineriets form og størrelse. Og tidsplanen holder.
Point of no Return
Den 20. april nåede vi Point of No (free) Return; støbning af fundamentet. Betonkanonen kom rettidigt 09:00 og efter en time var der hældt ca. 4 m3 fundament-beton i formene, som David, Lara og Hans havde knoklet med at færdiggøre i weekenden.
Flamingoformene stod sin prøve, betonen var let at hælde i, og den pakkede sig fint ned omkring kamstål – i to etager – og stolpeholderne til facadestolperne. Hvad Hans ikke lige havde erfaring med, var hærdningshastigheden for sokkelbetonen: Det gik stærkt. Så planen om at sætte nederste lag fundablokke i den våde beton, at rette overfladen flot af med murerske, at glitte alle synlige fundamentflader, at efterfylde fundablokkene og slå bindere i fundamentet, måtte indstilles. I stedet brugte Hans resten af dagen på at fjerne overskydende beton, og priste sig samtidig lykkelig over David og Laras omhyggelige arbejde med at placere stolpeholderne præcist, så de ikke skulle justeres yderligere.
Planlægningen går i gang
Da først randfundamentet var på plads, kunne vi lave den endelige indretningsplan. Hertil brugte vi nogle af vores gulvisoleringsplader for at synliggøre rummenes form og størrelser. Resultatet var, at vi måtte justere vores indledende tegninger. Til det bedre, håber vi.
Støbning af beton-pladen
Nu var indretningen der, og arbejdet med at skabe en beton-plade, hvorpå vineriet skulle bygges kunne tage sin begyndelse. Man starter naturligvis nedefra på et byggeri. Faktisk under gulvet. Så kloakeringen var første skridt på, hvad der har vist sig at være en meget lang og snørklet vej.
Kloakeringen
I et vineri med produktionsrum, køkken og toilet er der behov for mange afløb og mange vandinstallationer. Så efter at have rådført sig med en kloakmester for lige at få repeteret fald, rørdimensioner osv. gik Hans igang med det omfattende arbejde at udsætte til og lægge de mange m kloakrør og trække de mange m kold og varmtvandsslanger. Heldigvis er man jo gået fra gammeldags galvaniserede rør, som ligger overalt i Koruplund, og anvender i stedet PVC-rør, som er lette at arbejde med.
I alt blev der nok lagt op mod 50 m kloakrør Ø110 mm.
Siden blev installationen godkendt af kloakmester og renderne dækket til med sand.
Gulvisolering, vandrør og rivonet
Ting tager tid, men der var også meget og tungt arbejde at forberede, inden beton-pladen kunne blive støbt.
Først skulle alle koldtvandsslangerne lægges i sandet (skal naturligvis ligge under isoleringen – frostfrit og køligt i sandet). Så skulle der foretages den endelige opstampning og afretning af sandpuden, så jeg kunne lægge de 30 cm gulvisolering. Naturligvis var det ikke en let opgave. Over halvdelen af de 100-vis af plader skulle tilpasses, da bygningen jo krummer og hver sektion er vinklet 12 grader i forhold til nabo-sektionen.
Så kom nedlægningen af varmtvandsslangerne, som alle skulle brændes ned i gulvisoleringen, så de ikke ligger i vejen. Ovenpå gulvisoleringens 2 lag plader kom så rivonet i 1 – 2 lag. 2 lag der, hvor belastningen vil være stor. Og endeligt lagde jeg så gulvvarmeslanger i tre sløjfer á ca. 40 m2: En i produktionsrummet. En i laboratoriet, køkkenet og toiletterne. Og en i salgs- og formidlingsrummet. Dette er – som gamle Mærsk udtrykte det – Rettidig omhu – det er ulige lettere at lægge gulvvarmeslangerne INDEN støbningen, end bagefter. Også selvom der lige nu ikke er planer om at opvarme bygningen med gulvvarme.
Så – nu kan vi endelig gå i gang med det egentlige byggeri
I starten af juni lød startskuddet for selve byggeriet. Ved hjælp af en lånt byggekran fik Hans flyttet alt tømmeret op på byggepladsen og sorteret det i det, der skulle anvendes til konstruktionen, og det, der skulle lægges til side til andet brug. Heldig, som altid, fik Hans kontakt til en gammel tømre, Kjeld (71), som vidste noget om stort tømmer. Kjeld og Hans startede op med at bygge en kæmpestor skabelon, hvor de 11 + 2 spærprofiler kunne fremstilles. (+2 fordi det er planen, at der skal stå 2 spærprofiler udenfor på terrassen som en form for virtuel bygning – dog uden tag og vægge).
I takt med at jeg fik forarbejdet stolperne til facaden, satte jeg den løst op for at få en fornemmelse af, hvorledes bygningen ville tage sig ud.
Det var kun disse stolper, jeg var i stand til at håndtere med håndkraft. Stolperne på bagvæggene vejede nok nærmere 200 kg stykket (ca. det dobbelte af facadestolperne), og skulle håndteres med kranen.
Men imponerende så det ud.
Men også andre ting skete, mens byggeriet stod på: Vi havde en smuk Gudstjeneste i vinmarken med efterfølgende tapas midt i august, og i september ankom en stor del af vores produktionsudstyr, direkte fra Magusa, leverandøren i Spanien.
I løbet af sommeren skred arbejdet frem med fokus på:
1: Opsætningen af spær.
2: Færdiggørelse af tag, vægge og gulv i produktionsrummet.
3: Resten.
Endelig, vi nåede til datoen for vores rejsegilde: 01 OKT, hvor alle leverandører, hjælpere og familie og naboer var inviterede. Vi var vel en 10 – 15 mand, der fejrede denne milepæl i processen.
Og dagen efter høstede vi vingårdens første kommercielle druer. 400 kg røde Rondo, Regent og Cabaret Noir og 200 kg Solaris og Riesel.
Ved årsskiftet var bygningen ved at tage form, produktionsrummet færdiggjort, stort set alle tagåsene monteret. Alle 10 sektioner isolerede og med undertag.
Nu kommer turen til vægge og lofter i lagerrummet, kontoret og det kommende køkken samt toiletterne.
Men naturligvis står tiden ikke stille på matriklen.
Der kommer nye beboere til.
