Det første år i vinmarkens liv - Koruplund Vingård og Bed and Breakfast

Drømmen om vinmarken fødes

Vores drøm om at starte produktion af vin når Hans blev pensioneret i 2016 tog sit afsæt i en oplevelse, vi havde det første år – 2009 – på Koruplund. Den vinplante, der voksede på en sydmur fik lov til at vokse uhæmmet, da vi havde 1.000 andre gøremål i hus og have. Da vi så i efteråret klippede den ned, så vi, at der var i hundredevis af lækre søde blå druer. Langt flere end vi orkede at spise. Så vi proppede dem gennem vores nyanskaffede juicer, og ud kom ca. 5 l lækker sød druesaft, som vi kom på flasker og ind i køleskabet. Efter mange glas sød saft havde vi fået nok, og tilbage stod en halv flaske. Ved juletid, hvor der skulle skabes plads til julemaden, blev der ryddet op i skabet, og flasken røg ud. Dog fik Helles medfødte nysgerrighed hende til at skrue proppen af. Op puf, der var gas i vinen, som havde gæret i køleskabets mørke i et par måneder. Og smages skulle det selvfølgelig. Det skulle vise sig at smage dejligt boblende og sødt. En klart drikbar dessertboble. Vi kiggede på hinanden, og drømmen var skabt: Kunne køleskabet give en mousserende vin – helt uden vores indblanden, måtte vi kunne gøre kunsten efter i større målestok.

Fra idé til virkelighed

Det skulle hurtigt vise sig, at vores egen matrikel ikke havde tilstrækkelige arealer, hvor solen skinnede så tilpas længe, at det ville give mening at plante vin. Og skulle det være noget, der havde karakter af kommerciel produktion, skulle der mere plads til. Så vi gik i dialog med vores dejlige nabo, som syntes – og stadig synes – om ideen. Så vi enedes om at leje en hektar grænsende op til vores grund. På den måde ville vi kunne få plads til ca. 1.000 vinstokke, som vi havde læst os til ville svare til en produktion af ca. 1.000 flasker vin.

Første forhindring overvindes

Eneste aber dabei var, at både vores del og naboens del af den kommende vinmark var skovklædt. Så første aktion var at indleje en skovmaskine – komma – stor, som kom og ryddede træerne. For trækrammerne skal siges, at der var tale om selvsået skov af ubestemmelig art, som havde stået der i mere end 50 år, og aldrig rigtigt var blevet til andet end et grønt vildnis. Nå, men med stor præcision kappedes træ efter træ. Ca. 1/2 min fra det øjeblik maskinen greb fat om stammen, til træet lå kappet i tre-meters stokke i en bunke, og kronen i en anden. Imponerende. Og frem fra skovens dyb kom den flotteste bakke.

Da alle stammer og kroner var samlet sammen på en nærliggende mark, kom en anden skovmaskine – enorm – med et fræseagregat, der kunne kværne alt ned til en dybde af ca. 40 cm. Efter to dage var der ikke et spor af, at der engang havde været skov på bakken. Den var fræset lige så fint, og stod nu klar til at blive beplantet igen. Billederne viser resultatet af maskinernes hærgen på bakken. Ikke ringe.

Så skal der plantes

Hen over vinteren beregnede vi, hvor mange rækker vinstokke vi skulle anskaffe, og hvor tæt de enkelte stokke skulle plantes. Og ikke mindst, hvilke typer, vi skulle satse på. Dialog med flere forskellige danske vinavlere afdækkede, at vi nok kunne regne med succes, hvis vi købte: Den hvide SOLARIS og de røde REGENT, RONDO og CABERNET NOIRE. Som vi bestilte hos to vinavlere, som begge var mellemhandlere for tyske leverandører. Samtidig gik vi ud i virkeligheden, og markerede hvor hver enkelt række skulle være.

Vores vinmark kom til at bestå af:

Altså 12 1/2 række. Alle nord – syd gående. Ca. halvdelen af rækken på den sydvendte skråning, resten på den flade top.

I slutningen af april 2015 hentede Hans de bestilte vinstokke, som kom i kasser pakkede i bundter at 25 styk barrodsplanter, hvert bundt med et certifikat.

I vand med bundterne, så de kunne trække vand op i planten til de første kritiske dage i jorden.

Hver plante er en tysk vinstok, hvorpå er podet den aktuelle druesort. Øverste halvdel af hver plante er siden dyppet i voks for at beskytte podested og druen.

I St. Bededags weekenden gik Helle og Hans i gang med plantespade og stor energi, og da weekenden gik på hæld, stod 1.200 nyplantede vinstokke på rad og 12 1/2 række. Så var det bare at vente. Og snart kom der de fineste små skud, som siden blev til blade, stængler og minsanten også små drueklaser. Kun ganske få stokke viste ikke den store lyst til at ville vokse.

Næste fase i vinstokkens liv

De første to – tre år skal vinstokkene have ro til at samle kraft i rodnet og grensatser, så de velmenende råd fra mine vin-kolleger var, at jeg skulle beskære hver vinstok ned til den kraftigste gren – som skal være den, der vokser op og bliver stammen til selve vinplanten, og herunder bortklippe alle drueklaser. Der er jo ingen grund til at bruge kraft på at sætte drueklaser, hvis de alligevel ikke kan anvendes. Så ned på knæ med en saks, og så bare i gang. Og fortsætte yderligere 1.199 gange. Så var den dag brugt.

Herefter skulle hver vinstok have noget at klatre op ad. En plantepind, for eksempel. Så ned i XL og købe 1.200 m armeringsjern, som vores drenge klippede i 1 m lange stykker. De blev så stukket i jorden, så hver lille plante havde noget at klynge sig til. Og i takt med at planterne voksede, kom der små gribearme, som snoede sig om armeringsjernene.

Som i alle andre af livets forhold, var der nogle af planterne, der selv klarede “ærterne” med at holde fast. Andre måtte hjælpes. Så på råd fra min kære nabo prøvede jeg med klemmer fra hans juletræer, og med bindetråd. Begge dele med lige gode resultater. Eneste forskel er prisen. 100 klemmer = 500 kr. 50 m bindetråd = 10 kr.

Anden forhindring overvindes

Som tiden gik, og planterne voksede, blev underskrivelsen af lejekontrakten på jorden mere og mere presserende. Og da hverken naboen eller jeg er eksperter tyede vi til Landboforeningen, hvor vi hurtigt fandt ud af, at den mulige tilladte lejeperiode for landbrugsjord på 15 år ikke stod mål med de investeringer, Helle og jeg skulle lægge i vinmarken, så, som altid, var der to muligheder: 1. Afslutte vores drøm, eller 2. Overtale naboen til at sælge. Vi valgte mulighed 2. Og lykkedes. Vores gode nabo kunne se ideen, og mulighederne, og ville ikke stå i vejen for vores drøm, hvilket vi er ham evigt taknemmelig for. Så vi fik landmåler ud og foretage opmåling af i alt 12.000 kvm, så vores nye samlede areal kommer op på godt 2 hektar – grænsen for at være landbrug. Så nu kan vi lægge endnu en titel til vores professioner: Landmænd.

Et sidespring

Hvad er mere naturligt end at kunne nyde en smuk udsigt, når muligheden byder sig. Og kan man så tillige kombinere det med det praktiske i at have et redskabshus til vinmarkens mange redskaber. Og have et sted, hvor vi engang i fremtiden kan foretage undervisning om vinproduktion og vinsmagning for betalende gæster. Ja så skal man ikke lade sig denne mulighed glide af hænde. Så hen over sommeren – efter arbejdstid – byggede Hans et kombineret redskabshus og formidlingsrum på bakketoppen. Og da tækkemanden havde både tid og strå til overs fra sit arbejde med at lægge nyt tag på Koruplund, ja så blev resultatet et stråtækt hus på bakketoppen. Og skæmmer gør det næppe. Tvært imod. Men den tid det tog Hans at bygge huset mangler han nu på badeværelserne og loftet i Koruplund. Men mon ikke vi også når i mål med disse projekter.

Vinmarkens fase 2

I efteråret 2015 skulle vinmarken opgraderes med espalier.
Studier og samtaler med kolleger betød, at vi har valgt at binde vores vinstokke op efter Gyout metoden, hvor een gren bindes op til en tråd i ca. 60 cm højde over jorden. Herefter bindes grenen vandret ad denne tråd, til den “rammer” næste plante (=ca. 80 cm). Skuddene på denne gren tvinges lodret op og bindes efterhånden som de vokser op på tre overliggende tråde. Den første i ca. 90 cm højde, den anden i ca. 140 cm højde, og den sidste i ca. 180 cm højde. Herved får den enkelte vinstok en “fingerlignende” vækst, hvor hvert sideskud siden bærer et antal drueklaser.

For at holde trådene skulle der nedbankes ca. 150 stålrør og nedgraves ca. 50 endestolper. Hver af de 12 1/2 række blev delt midt på, så der blev lavet en passage på tværs af vinmarken oppe på toppen af bakken, derfor fire endestolper i hver række. Og hvert stålrør står som mellempæle med 6 m mellemrum.
Så Hans tog fri uge 48 og gik i gang. Sammen med en hjælper, Kim, samt med en lånt motoriseret pælehammer og ditto pælebor klarede de at få alle ca. 200 stolper og pæle på plads. Tilbage står så “bare” at udspænde de i alt 7.000 m tråd, der skal bære vinstokkenes afgrøder. Men det er et nyt kapitel, som kommer i foråret 2016.

Billederne her viser pæleprocessen.