Winemaking

De første dråber, de første glas

I efteråret 2017 høstede Nabo-Calle og Hans de første druer til den lille frugtpresse. Ikke mange, men alligevel nok til, at der blev et antal flasker, ca. 30 blandet Rondo, Solaris, Caberet Noir og Riesel. Flaskerne ligge endnu med kapsel på (2022), men vi har smagt på dem undervejs. Godkendt som et “Første hug” men ellers ikke noget at skrive hjem om, .

I 2018’s ekstremt tørre sommer tørrede stort set hele vinmarken ud, og der kom ingen, som i absolut ingen, druer.

I 2019 havde Hans alt for meget om ørene til at holde fokus på vinmarken, så udbyttet blev derefter, ca. 10 l, som aldrig kom videre end ballonerne.

I starten af 2020 løb vi så ind i Lykkens Pamfilius i form af Anna og Guillermo, to unge spanske vinmagere, som har lovet os at hjælpe os i gang igen. Så vi startede stort set forfra i 2020, og udbyttet blev povert, ca. 20 l.

Den første spæde 2020 høst. Guillermo og Hans er i gang med pressen
Guillermo dekanterer fra tank til ballon.
Guillermo er tilfreds med smagen

Den nåede heller aldrig at blive til mere end en sjov oplevelse.

Men så, i 2021 gik der ‘hul på bylden’. Vores produktionsrum blev færdigt, vores produktionsudstyr kom hjem, og druerne fra vores egen mark, samt fra en god kollegas mark strømmede ind. I alt blev det til i omegnen af 3.000 l druemost fordelt på hvid og rosé, basis/stillevin og Perla Danica®. Sidstnævnte ligger siden vinteren 2022 og indtil efteråret 2023 til anden-gæringen på flasker – Metode Traditionel. De smagsprøver Guillermo, Anna, Helle og jeg har taget, lover ekstremt godt.

Så nu er det om at holde skruen i vandet og fortsætte. Kun tiden vil vise, om vi når Hans’s vision om at Perla Danica® skal være Danmarks bedste mousserende vin. Men med Guillermo ombord på Koruplund Vingård og B&B, er muligheden der.